Hvem er jeg – når jeg ikke prøver at være nogen bestemt?



1 – Leder du også efter dig selv?
Hvem er jeg egentlig?
Leder du også efter “dig selv”?
Det har jeg nok gjort det meste af mit liv.
Jeg begyndte allerede som 14-15-årig at læse selvhjælpsbøger og bøger om spiritualitet. Jeg ville gerne forstå mig selv. Forstå livet. Og måske finde ud af, hvem jeg egentlig var.
Det er mere end 40 år siden.
Og der er – trods alt 🙂 – sket en del siden.
Jeg er blandt andet blevet yogalærer og psykoterapeut. Jeg har lært en masse om kroppen, sindet, relationer, meditation og menneskets forskellige måder at være i verden på.
Så spørgsmålet er interessant:
Har jeg så fundet mig selv?
I dag ville jeg nok snarere sige, at jeg hele tiden opdager nye sider af mig selv.
Hende, der…
For jeg består tilsyneladende af mange forskellige “mig’er”.
Der er hende, der er glad og i flow.
Og hende, der er så træt af det hele.
Hende, der tager ansvar.
Og hende, der helst vil have, at det er de andres skyld.
Hende, der ved præcis, hvad hun gerne vil.
Og hende, der ikke kan få taget en beslutning.
Hende, der siger fra.
Og hende, der tilpasser sig.
Hende, der tør gå efter det, hun længes efter.
Og hende, der ender med at nøjes.
Jeg kan genkende dem alle.
Og nogle gange kan én af dem fylde så meget, at jeg ikke længere oplever det som en rolle eller en måde at reagere på.
Jeg oplever det som mig.
Det er mig, der er vred.
Det er mig, der er offer.
Det er mig, der er bange.
Det er mig, der ikke tør.
Det er mig, der må nøjes.
I psykoterapien kan vi tale om, at vi identificerer os med forskellige roller eller dele af os selv.
Og det er interessant at lægge mærke til.
For måske er der forskel på:
“Jeg er vred”
og
“Der er en del af mig, der er vred lige nu.”
Den lille forskel kan være betydningsfuld.
2 – Det reaktive menneske
Vi reagerer alle.
Nogen siger noget, der rammer os.
Vi føler os overset.
Vores partner gør noget, vi ikke bryder os om.
En kollega kritiserer os.
Noget går ikke, som vi havde håbet.
Og pludselig er vi et bestemt sted.
Vi forsvarer os.
Trækker os.
Angriber.
Bliver tavse.
Giver andre skylden.
Bliver overansvarlige.
Eller giver op.
Det sker ofte så hurtigt, at vi ikke når at opdage det.
Vi er allerede inde i reaktionen, før vi opdager, at vi reagerer.
Det er det, jeg mener med det reaktive.
Det er ikke noget forkert ved os.
De reaktive mønstre er ofte gamle og velkendte måder at passe på os selv på. De har måske engang været nødvendige eller hjælpsomme.
Men de kan også komme til at styre vores liv.
Og når vi identificerer os fuldstændigt med dem, kan det blive svært at se, at vi faktisk har andre muligheder.
3 – Hvad nu hvis jeg ikke skal finde mig selv?
Hvis jeg hele tiden forsøger at finde “mig selv”, kan jeg let komme til at lede efter en bestemt version af mig.
Den mere autentiske mig.
Den modige mig.
Den spirituelle mig.
Den selvbevidste mig.
Den, der sætter grænser.
Den, der ved, hvad hun vil.
Den, der tør følge sine drømme.
Men hvad nu hvis selvet ikke er en bestemt version af mig?
Hvad nu hvis jeg ikke skal finde frem til den rigtige Karin?
Hvad nu hvis der ikke findes én rigtig version?
Måske handler det i højere grad om at opdage, hvad der sker lige nu.
Hvad mærker jeg?
Hvad tænker jeg?
Hvad føler jeg?
Hvad er jeg optaget af?
Hvilken rolle er jeg måske gledet ind i?
Og kan jeg være med det, der er – uden straks at skulle ændre det?
3 – At være med det, der er
Det betyder ikke, at vi skal acceptere alt.
Det betyder heller ikke, at vi skal lade være med at handle.
Hvis jeg er i et forhold, der ikke er godt for mig, er løsningen ikke nødvendigvis at lære at acceptere det.
Hvis jeg længes efter noget andet i mit liv, skal jeg ikke nødvendigvis lære at være tilfreds med mindre.
Tværtimod.
Måske begynder en mere fri handling netop med, at jeg kan se virkeligheden, som den er.
Dette er, hvad der sker.
Dette er, hvad jeg føler.
Dette er det, jeg længes efter.
Dette er den måde, jeg reagerer på.
Og så kan jeg begynde at undersøge:
Er det dette jeg ønsker?
Det er en anden form for ansvar end at slå mig selv oven i hovedet.
Det handler ikke om at blive perfekt.
Det handler om at blive mere bevidst om, hvad der faktisk foregår i mig.
Hvem er jeg – lige nu?
Jeg er blevet inspireret af den amerikanske lærer og forfatter Salvadore Poe, som i bogen Liberation IS undersøger netop spørgsmålet om selvet og vores konstante søgen efter at blive noget andet, end det vi er.
Det, jeg finder interessant hos Poe, er tanken om, at det, vi søger, måske ikke ligger et andet sted.
Måske behøver vi ikke komme frem til et bestemt sted.
Måske behøver vi ikke blive en bedre eller mere spirituel version af os selv.
Måske er opgaven snarere at opdage det, der allerede er her.
Lige nu.
Det lyder enkelt.
Men jeg oplever ikke, at det nødvendigvis er nemt.
For vi mennesker er gode til at flytte os væk fra nuet.
Vi planlægger.
Bekymrer os.
Analyserer.
Vurderer.
Sammenligner.
Forsøger at blive bedre.
Forsøger at finde os selv.
Og måske kan spørgsmålet derfor vendes lidt på hovedet:
I stedet for:
“Hvordan finder jeg mig selv?”
kunne jeg spørge:
“Hvem er jeg – lige nu?”
Ikke for at finde et nyt svar.
Men for at opdage, hvad der allerede er her.
Det er også noget af det, jeg arbejder med i psykoterapi
I mit arbejde som psykoterapeut er jeg optaget af, hvordan vi kan blive mere bevidste om vores reaktioner, vores roller og de mønstre, vi gentager.
Ikke for at slippe af med de dele af os selv, vi ikke kan lide.
Men for at kunne se dem.
Mærke dem.
Forstå dem.
Og måske efterhånden få lidt mere frihed i forhold til dem.
For når jeg opdager, at jeg ikke er min vrede, min angst, mit overansvar eller min tendens til at nøjes, opstår der måske et lille mellemrum.
Et sted, hvor jeg kan trække vejret.
Et sted, hvor jeg kan mærke efter.
Et sted, hvor jeg måske kan vælge.
Og måske er det netop dér, at noget nyt bliver muligt.
Ikke fordi jeg endelig har fundet mig selv.
Men fordi jeg ikke længere behøver at være én bestemt.
Hvem er du – lige nu?
Læs mere om Psykoterapi hos Karin